Andelsforening i Kolding sælger og slipper ud af sur situation

Kører man jævnligt gennem Kolding med tog, kender man – måske uden at vide det – andelsboligforeningen Solgården. Den skiller sig ud på grund af en stor og meget synlig solfanger på taget.

Solfangeren bliver siddende, men andelsforeningen lukker og slukker. Den har solgt ejendommen til en fond, der forvaltes af ejendomsselskabet Thylander Gruppen. Det oplyser erhvervsmægleren Colliers.

Foreningen blev stiftet på det stort set værst tænkelige tidspunkt. Den købte ejendommen i januar 2008, det vil sige lige før finanskrisen brød ud i lys lue, og værdien af boligejendomme styrtdykkede. Ifølge René Neesgaard fra Colliers i Vejle har foreningen ikke været nødlidende, men de stiftende medlemmer har haft svært ved at sælge deres andele, hvorfor de i stedet typisk har valgt at fremleje, hvis de selv fraflyttede.

Andelsforeningen var heller aldrig kommet op at flyve. Ved en stiftelse vil nogle beboere normalt vælge at fortsætte som lejere, nu blot i forhold til andelsforeningen. Efterhånden som disse lejere fraflytter, bliver boligerne så solgt som andelsboliger, og til sidst er foreningen komplet. Men 12 år efter stiftelsen var cirka halvdelen af boligerne i Solgården stadig lejeboliger, når man regner de fremlejede lejligheder med.

Men nu har foreningens medlemmer altså fået løst deres problemer. Ifølge René Neesgaard var salgsprisen på ejendommen så høj, at de hver får udbetalt et beløb, der er betydeligt større end andelskronen.

Handlen kan lade sig gøre, fordi de boligudlejningsejendomme for tiden er attraktive for investorer – også selv om de samme ejendomme ikke nødvendigvis er attraktive for en andelsforening.

”Lejlighederne var ikke særligt svære at leje ud. Det er en attraktiv ejendom med en attraktiv beliggenhed. Men det har altid været vanskeligt at sælge andelsboliger i byer som Kolding, og her er der også tale om meget små boliger, som egner sig mere til midlertidig udlejning,” siger René Neesgaard.

”Jeg tror, vi har at gøre med 38 ret glade andelshavere her. Dem, som bliver boende som lejere, har fået nogle penge, og de fraflyttede blive frigivet, så de kan komme videre,” tilføjer han.

Ifølge Colliers er der rundt omkring i landet flere eksempler på, at andelsforeninger udnytter de gode tider på ejendomsmarkedet til at opløse sig selv og sælge ejendommen – enten for at slippe ud af større eller mindre problemer, eller for simpelthen at inkassere en gevinst. Der bliver der ikke nævnt konkrete eksempler på det.

 

PR-foto: Colliers

Tilmeld Nyhedsbrev