I 00’erne skulle alle have nye køkkener, og det var især dét, friværdierne blev brugt til. Nyt køkken ligger stadig højt på ønskesedlen hos mange, men her i slutningen af 10’erne bliver det overhalet af noget meget mindre fancy: Isolering.

Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet Mantap har udført for Papiruld Danmark – der naturligvis i denne sammenhæng glæder sig over tidernes skiften.

Af de 1044 adspurgte boligejere angav 52,9 procent at være interesseret i isolering, mens 47,5 procent var interesseret i et nyt køkken. Nye vinduer, gulve, malerarbejde og badeværelser er hver på ønskesedlen hos cirka 30 procent.

I den pudsige ende kan man konstatere, at tapet er gået helt af mode. Kun 8,8 procent er interesseret i at få nyt papir på væggene. Det er kun en lidt større andel af dem, der kunne forestille sig at installere en swimmingpool (tallene omfatter også parcelhuse).

De stadig relativt høje tal for forbedringer af boligens komfort skyldes måske, at selv om både andels- og ejerboliger mange steder er oppe i historisk høje priser, så der er meget friværdi, er det meget sværere at belåne den end for ti år siden. I dag holder Finanstilsynet banker og realkreditinstitutter i stram snor. Så mange får god til drømmerierne, mens de sparer op.

Isolering af boligen er både nemmere og billigere at føre ud i livet. Parpiruld Danmark markedsfører selv et produkt, Isolet, der er fremstillet af granulerede aviser. På den måde kan man selv tætne huller og sprækker. Firmaet anfører dog, at det er vigtigt at kende de byggetekniske krav til ejendommen. En dårligt isoleret ejendom behøver ikke udluftning, men det gør en velisoleret ejendom.

Se alle tallene fra undersøgelsen her.

 

 

Billedet er fra A/B Toldbodgade 19 i Roskilde.

Del dette: