Nyt firma giver gratis bygningseftersyn til ti andelsforeninger

Mangler jeres andelsforening grundlaget for en langsigtet vedligeholdelsesplan? Så er der lige nu mulighed for at få lavet et bygningseftersyn ganske gratis. BeboerForum tilbyder på LinkedIn denne ydelse til de ti første andelsforeninger, der melder sig.

Der er ifølge ejeren Ken Jeppesen ikke noget catch ved at slå til. Andelsboligforeningen er på ingen måde forpligtet til at købe ydelser bagefter. Beboerforum ønsker blot at få sin forretning i gang via konstruktiv sparring med andelsboligforeninger –  der er er stort hul i markedet for de ydelser, BeboerForum leverer, vurderer Ken Jeppsen.

Hans erfaring, både som tidligere bestyrelsesmedlem i en forening samt som ansat i flere administrationsselskaber, er, at de fleste foreninger tror de får mere fra deres administrator, end det reelt er tilfældet. Hvad værre er: De ydelser, foreningerne fejlagtigt tror, de får, har de faktisk brug for.

På den baggrund ønsker BeboerForum at være en uvildig samarbejdsmulighed for andelsboligforeningerne.

”Som administrator tager du dig udelukkende af den administrative del. Du opkræver fællesudgifter eller boligafgifter, du besvarer post og e-mail, laver årligt driftsbudget og kommer til generalforsamlingen. Men det med at optimere foreningen og sætte de forskellige ting i system, det mangler rigtigt meget. Det kan bedst illustreres ved, at når administrationsselskabet laver et budgetforslag til generalforsamlingen, så sker der ofte det, at der blot indekseres ud fra de foregående års udgifter. Til vedligeholdelse afsættes så det, der bliver til overs ved uændret boligafgift, selv om det er tydeligt i eventuel tilstandsrapport, valuarvurdering eller energimærke, at der er reparationer eller vedligehold, der med fordel burde lægges ind i budgettet til behandling på generalforsamlingen. Bestyrelsen tolker derefter tit efterfølgende, at det årlige driftsbudget til behandling er gennemarbejdet, men det er det i langt de fleste tilfælde ikke,” siger Ken Jeppesen.

Det er derfor netop den langsigtede planlægning, han vil tilbyde foreningerne. Det gælder for eksempel også ved låntagningen. Ofte tænker foreningerne – og deres administratorer – kortsigtet, mener han.

De vælger det lån, der er mest fordelagtigt her og nu. Men hvis man kan se, at en større renovering forestår om to eller tre år, kan det måske alt i alt være billigst at låne til denne omkostning med det samme. Også selv om det indebærer, at pengene blot står på kontoen i de mellemliggende år, alt imens foreningen betaler renter for at låne dem.

Ken Jeppesen understreger, at han ikke generelt kritiserer administrationsselskaberne. De fleste gør, hvad administrationskontrakten indeholder, og nogle gør det rigtigt godt og forholder sig for eksempel konkret til kommende års udgifter, når de lægger budgetter. Men i nogle tilfælde bliver det alligevel for skrabet, mener Ken Jeppesen.

”Hvis en andelsboligforening betaler 80.000 kroner om året i administrationshonorar, så synes jeg ikke, at det er for meget forlangt, at administrator kommer forbi i hvert fald en eller to gange om året. Det kan godt være, at administratoren ikke har forstand på, om taget skal skiftes eller ej. Men det er meget rart, at man lige kan se, hvad det er, der egentligt bliver talt om,” siger Ken Jeppesen.

 

 

Billedet er fra A/B Skydebanen på Vesterbro i København.

Tilmeld Nyhedsbrev