Hvad betaler du i varme?

Spørgsmålet er normalt, når man taler med venner og bekendte om boliger, og almindeligvis antager man vel, at svaret belyser dels boligens størrelse og stand, dels om ejeren/lejeren fråser med varmen.

Men i virkeligheden er suverænt det mest betydningsfulde for svaret, hvilket fjernvarmeværk man er tilknyttet. Hos det dyreste fjernvarmeværk er således prisen således mere end fire gange så høj, som den er i det billigste fjernvarmeværk.

Det fremgår af nye tal for Fjernvarmetilsynet.

Mere præcist: De gode borgere i Nimtofte på Djursland betaler, hvis de bor i en almindelig lejlighed på 75 kvadratmeter, 19.000 kroner om året. I den anden ende af skalaen slipper borgerne i Blåhøj, der ligger cirka 50 km syd for Herning, med en regning på 4500 kroner om året.

Det er svært at komme i tanke om et andet produkt, hvor prisforskellene er så store.

Fjernvarmeværkernes priser er reguleret ved lov, og fjernvarmeselskaberne må tage de priser, der skal til, for at det dækker omkostningerne, og så de også får en normal forrentning af den indskudte kapital.

Men selskaberne har vidt forskellige omkostninger. Disse vil blandt andet afhænge af, hvilken energikilde der anvendes til at producere varmen.

Alt andet lige vil det også være mere driftsøkonomisk optimalt at levere fjernvarmen i en by, hvor kunderne bor tæt. Men helt ligefrem er denne sammenhæng ikke. Således ligger Hofor, der leverer fjernvarmen i København, i den høje ende af prisskalaen.

12.400 kroner om året koster det at opvarme 75 kvadratmeter lejlighed med varme fra Hofor. Det er cirka 20 procent mere, end fjernvarmekunder i Aarhus betaler, og det er også mere, end borgerne i de fleste nabokommuner må af med. Billigste kommune i Storkøbenhavn er Glostrup, hvor den sammenlignelige pris er 7300 kroner.

Du kan se, hvor dit fjernvarmeværk ligger på skalaen, ved at åbne dette excel-ark fra Fjernevarmetilsynet.

Priserne på fjernvarme er aktuelle, fordi de som tidligere omtalt lige har taget et ordentligt hop opad – godt 8 procent blev det til på landsplan. Også her er der dog stor forskel fra det ene fjernvarmeværk til det andet. De uheldigste får mere end fordoblet varmeregningen, men der er også mange af værkerne, der har sat prisen ned. Også på det punkt kan du i excel-arket, vil linkede til ovenfor, se, hvordan dit fjernvarmeværk ligger.

 

 

Billedet er fra A/B ChrX i Kolding.

 

Del dette: