Sådan er de nye regler om AirBnb-udlejning

Man må ikke købe en andelsbolig, blot for at videreudleje den via AirBnb. Man skal i praksis bo i den og højst udleje den i godt et par måneder om året.

Men bortset fra det, er der i langt de fleste tilfælde frit slag, og selv hvis man er en meget aktiv udlejer, vil man kun få en lille skatteregning.

Det er konsekvensen af den nye, politiske aftale om skatten ved kortidsudleje af boliger – i praksis ved udleje gennem AirBnb. Hvor aftalen er blevet solgt som om, man har fået styr på området, er der mere eller mindre tale om en kapitulation fra politikernes side.

Aftalen siger, at en helårsbolig højest må udlejes 70 dage om året, og at de første 28.000 indtjente kroner er skattefrie. I en normal bolig, der kan udlejes for 500 kroner i døgnet, svarer det altså til, at de første 56 dage er skattefrie.

Men også selv om man tjener mere, er skatten meget lav. Indtægten regnes som kapitalindkomst, og den kan man være heldig at have fradrag, for eksempel fra renteudgifter, til at dække. Men selv hvis man ikke har det, kan den effektive skatteprocent højest blive cirka 25 procent. Det er nemlig kun 60 procent af indkomsten over bundgrænsen, der skal beskattes, og det sker til maksimalt 42 procent.

Men andelsforeningens vedtægter kan sætte betydeligt mere snærende bånd. Standardvedtægten forbyder helt korttidsudlejning, og er i øvrigt også meget restriktiv omkring ”gammeldags” fremleje.

På efterspørgsel fra nogle foreninger har Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation (ABF) udarbejdet en tillægsparagraf, som åbner lidt op for AirBnb-udlejninger, og som foreningerne kan vælge at indføje i vedtægterne. Her siger skabelonen – som foreningerne naturligvis kan tilpasse – at der højest må lejes ud i tre dage ad gangen, og i alt højest tre uger om året. Desuden er udlejer ansvarlig for, at lejerne overholder foreningens husorden, og bestyrelsen skal informeres. Sanktionen ved brud på betingelserne er en ”karantæne” på to år.

Korttidsudlejningen er et varmt emne i mange foreninger. Medlemmerne kan finde det generende, at der hele tiden er fremmede mennesker i ejendommen. Ifølge Jan Hansen, direktør i ABF, er der således kommet en efterspørgsel efter at stramme vedtægterne igen.

Ejendomsforeningen Danmark, der blandt andet er brancheorganisation for mange administrationsselskaber, er heller ikke store fans af AirBnb. Foreningen påpeger i en udtalelse, at det er et problem, at man kan leje en lejlighed til en husleje, der er begrænset af boligreguleringsloven, og så leje den ud kort tid af gangen til en ureguleret markedspris. Den samme problematik gælder for andelsboliger, hvor lovgivningen også lægger et loft over priserne.

 

 

Billedet er fra A/B Haraldshus på Nørrebro i København.

Tilmeld Nyhedsbrev